Gardasøen
Dag 2 - Søndag 23.07.2023
Den følgende morgen fortsatte turen videre og gennem Sydtyskland, Østrig via Brennerpasset mod Italien, for til sidst at nå Gardasøen. Denne del af busturen ville blive en smuk rejse, da vi skulle køre gennem Alperne, som er grænsen mellem Italien og Østrig.
Undervejs øsede vores rejseleder Lisbeth ud af sin store viden om interessante steder, som vi passerede. Da vi havde kørt i en del timer blev det tid til frokost, som vi indtog i Innsbruck og derefter gik turen videre mod Italien. Der var fortsat en god stemning i bussen med hygge og snak mellem sæderne i bussen. Jeg talte efterhånden mere og mere med Camilla og Ketty, som sad bag mig i bussen. Det var noget så hyggeligt og der blev grint meget.
Vi ramte en lang kø på motorvejen, hvilket selvfølgelig kom til at betyde en endnu længere rejsetid, men omvendt gjorde det mig ikke noget, for jeg havde da en “fest” i bussen med godt selskab. Selvom jeg glædede mig vildt meget til, at komme til Gardasøen kunne der jo hverken gøres fra eller til, så man måtte jo bare være tålmodig og nyde turen og de smukke Alper vi kørte igennem.
Efter 29 timers kørsel og 9 timers overnatning i Midttyskland nåede vi Riva Del Garda ved Gardasøen. Godt træt, men glad fik jeg mit hotelværelse og fik pakket ud. Derefter skulle vi mødes på hotellets tagterrasse, hvor vi blev budt velkommen med lidt at drikke. Sikke en smuk udsigt der var over Riva Del Garda fra tagterrassen. Nu var jeg kommet til Gardasøen og ih altså hvor var jeg dog spændt på alt det der ventede mig.
Vi spiste aftensmad i hotellets restaurant kl. 20.00 og her blev der serveret en 3 retters menu. Jeg delte bord med Camilla og Ketty, hvilket skulle være vores faste pladser hele den kommende uge. Det havde jeg jo bestemt ikke noget imod, for vi havde det virkeligt sjovt sammen.
Efter middagen gik jeg tilbage til mit værelse og var simpelthen bare så træt. Tænkte på den lange, men sjove bustur og hvor vildt det var, at opdage at vi havde spist morgenmad i Tyskland, frokost i Østrig og aftensmad ved Gardasøen. Det var da en oplevelse, der ville noget. Slut for idag og tid til, at sove, så jeg er frisk og udhvilet til morgendagens første udflugt til Limone.


Tak Dorthe! Så dejligt at læse din fortælling! Jeg oplever turen påny! Der var en super dejlig tur,og sjovt at være sammen med dig! Husker din latter! Nu vil jeg kunne genleve turen,når jeg har lyst! Kærlig hilsen Ketty. 🥰
SvarSlet