mandag den 31. juli 2023

Gardasøen

 Hjem til Danmark 

Dag 9 - søndag 30.07. 2023

Efter en god nattesøvn på hotellet i Tyskland blev det atter tid til, at køre i bus. Mine stakkels fødder var simpelthen så hævet af at sidde så meget i bus, men jeg kunne jo ikke rigtig gøre noget ved det. Det ville alligevel blive bedre, når jeg kom hjem.

Det var en hyggelig tur hjem, selvom man efterhånden var godt brugt og træt. Undervejs spillede vi autobahn banko, hvilket var ret underholdende. Vi havde alle skrevet nogle banko tal ned på et stykke papir og hver gang en bil kørte forbi sagde Lisbeth et tal fra bilens nummerplade. Der var en vinder og præmien var en lille flaske citronella likør.

Senere blev der vist film “Italiensk for begynder” og det var et herligt gensyn, for det var godt nok mange år siden jeg sidst havde set den. Og så blev det jo lidt sjovere med scenen, hvor de er i Venedig, for der havde vi jo selv lige været. 

Jeg faldt indimellem i søvn under turen og der var to gange hvor jeg lige var faldet hen, da Lisbeth greb sin mikrofon og gav lidt info… Jeg vågnede med et sæt og blev begge gange så forskrækket til stor morskab for flere i bussen :-)

Pludselig fik vi af vide, at bussen fra Toscana var forsinket, hvilket betød at vi derfor også blev forsinket. Der var udover os flere busser fra andre steder i Europa, som også skulle skifte bus i Kolding til de byer de boede i. Vi fik så to timer i Fleggaard, hvor vi kunne handle lidt ind.

Da vi endelig nåede Kolding måtte vi igen vente lidt, da bussen fra Toscana endnu ikke var kommet. Jeg sagde farvel til min rejsegruppe og ikke mindst til Camilla og Ketty. Nå, men vi kom så omsider afsted med bussen til København. Det føltes som en evighed, at nå til hovedstaden, for der skulle sættes folk af rundt omkring. Da vi endelig nåede frem delte Marianne og jeg en taxa, da vi begge bor i Valby.

Jeg “landede” i Valby søndag nat kl. 01.20 efter 29 timer i bus og 3 timers forsinkelse. Men pyt, for det havde været den mest fantastiske og oplevelsesrige rejse jeg nogensinde havde været på.

Denne rejseblog til Gardasøen er dedikeret til min rejsegruppe, som jeg gerne vil sige tak for godt selskab og gode oplevelser sammen. Tak til rejseleder Lisbeth og chauffør Jørgen for, at have sørget så godt for os under hele rejsen.

Til sidst og ikke mindst tak til Riis Rejse for, at have sammensat en så fin og oplevelsesrig rejse. Glæder mig til en ny og spændende rejse med jer til  næste sommer.






lørdag den 29. juli 2023

Farvel til Gardasøen

Farvel til Gardasøen

Dag 8 - lørdag 29.07. 2023

Idag går turen så tilbage til Danmark, så det betyder selvfølgelig et farvel til Riva del Garda og dermed Gardasøen. 

Vi skulle tidligt afsted med bussen. Jeg kiggede en sidste gang på Riva del Garda inden jeg gik ind i bussen. Det er sådan en smuk by, som man bare har svært ved at give slip på. Kommer virkelig til, at savne byen og alt det den har givet mig af gode oplevelser i ugens løb. 

Så det var med stor vemod, at køre ud af byen, men alt har jo en ende og det fik mit ophold i denne by også. Nu sidder jeg i bussen med en glæde og taknemlighed for, at det netop var Riva del Garda, der blev dette års rejsemål.

Jeg vil ikke skrive så meget om busturen til vores overnatnings hotel i Midttyskland. Der er jo ikke så meget nyt at berette, eftersom jeg skrev en del om det på udrejsen. Jeg vil dedikere dagens indlæg til Riva del Garda med billeder af byen.

Vi ankom kl. 20.30 til overnatnings hotellet Tryp by Wyndham Halle. Vi fik dejlig mad og derefter gik jeg direkte op på mit værelse og faldt omkuld af træthed.

                 

Riva del Garde




torsdag den 27. juli 2023

Gardasøen

Cascata del Varone og vinsmagning

Dag 7 - fredag 28.07. 2023

Så er vi nået til rejsens sidste udflugt, Først kørte vi med bussen til Cascata del Varone, som ligger 3 km fra Riva del Garda, så det var i første omgang en kort bustur. Sikke en smuk naturpark, der danner ramme om Cascata Varona. Det kan næsten ikke beskrives i ord, hvor stor en oplevelse det var, at se det. Vandfaldet kan ses fra flere punkter i “hulen”. I den nederste del af hulen ser man bunden af vandfaldet og hvis man går op til den øverste del af “hulen” er højden 40 meter. Det var  simpelthent så flot, uanset hvor man stod og så det. 

Herefter forsatte turen op i bjergene, hvor vi skulle besøge en familieejet vingård. Igen en utrolig smuk bustur. Vi holdte en lille pause midt i dolomitterne, da Lisbeth ville vise os en lille “perle” af et sted, hvor vi kunne få lidt at drikke og samtidigt nyde en fantastisk udsigt, som Miravalle Bar havde. Jeg drak en cappuccino og spiste et stykke kage og nød stilheden i smukke omgivelser. Inden dagens højdepunkt, som var tapas og vinsmagning, besøgte vi kort en lille kirke, hvor Lisbeth fortalte lidt om den. Jeg tændte igen et lys for min mor, som jeg på en eller måde følte var ned mig på rejsen. 

Herefter gik vi til Pisoni Vingård, som lå tæt ved kirken. Vi hørte først om deres familieejet historie og hvordan de brygger vin. Herefter blev det tid til tapas og vinsmagning. Jeg drikker normalt ikke vin, men måtte overgive mig til en af deres hvidvine, som virkelig havde en god smag. Det var også en dejlig tapas, så jeg var godt tilpas og i øvrigt i godt selskab med min rejsegruppe. Pludselig blev jeg så overvældet af alle de indtryk, som rejsen havde givet mig. Jeg følte samtidigt en enorm taknemlighed over, at have tilbragt og delt rejsen med alle disse skønne mennesker. Jeg havde brug for, at sige tak, så jeg rejste mig op og fortalte hvor meget rejsen og ikke mindst deres selskab havde betydet for mig. Jeg er kommet i den alder, hvor jeg nemt bliver rørt til tårer og det kom også til udtryk her. Men jeg mærkede bare en enorm glæde helt inde i mit hjerte. Jeg fik et bifald og nogle fra gruppen takkede for mit mod og for en fin lille “tale”. Jeg købte en flaske vin til vores chauffør Jørgen og til Lisbeth som tak for henholdsvis god buskørsel og for, at være en god rejseleder.

Her sluttede så den allersidste udflugt ved Gardasøen og det var en smule vemodigt, for det betød jo snart et farvel til Gardasøen, som jeg på rigtigt kort tid var kommet til, at holde meget af.

Da vi kom tilbage på hotellet besluttede Camilla, Ketty, Karen, Birgit og jeg, at tage ud og spise i stedet for, at spise på hotellet. Vi fandt en hyggelig restaurant “Vaticano”. Ejeren, Maria Luisa anbefalede os hendes egen ret, som hed “Spaghetti Luisa”. Hun blev noget overrasket og glad, da vi alle valgte hendes ret. Det smagte virkelig godt. Det var så hyggeligt, at spise ude og ikke mindst i godt selskab. Der var bare en perfekt afslutning på en god ferie.



 
Hesten Olli, som bor på 
Pisoni vingård. 
            











Gardasøen

 Verona

Dag 6 - torsdag 27.07. 2023

Det er så nemt, at være på bus rejse helt fra Danmark, da både buschauffør og rejseleder selvfølgelig er med hele vejen og under opholdet ved Gardasøen. De sørger for det hele og vi skal bare møde op, når bussen køre på ture. Det er så dejligt, at der blive sørget så godt for os.

Dagens tur går til Verona og det bliver spændende, at se byen. Da vi ankom til Verona holdte bussen et lille stykke væk fra byens centrum. Vi gik til Piazza Bra, hvor stort set de fleste af byens seværdigheder ligger. Først gik vi forbi Arena di Verona, tidligere amfiteater fra romertiden. Idag bliver det brugt til opera forestillinger og om sommeren kan man se store kulisser og rekvisitter stå på Piazza Bra, som bruges i forestillingerne. Jeg så også de enorme store kulisser, da vi kom forbi. Selve Arenaen, set udefra fremstod virkeligt flot og så samtidigt meget velbevaret ud, når man tænker på, at det er 2000 år gammelt.

Vi så også Santa Maria Antica kirken, hvor Scala familen ligger begravet. Familen regerede i Verona i det 13. og det 14. århundrede  

Dagens højdepunktet var Casa di Giulietta. Her er der skabt en fantasi balkon, inspireret af Shakespeares Romeo og Julie. Selvom det hele er fake måtte jeg da selvfølgelig se huset og balkonen. Der var virkelig mange turister, der ligesom mig havde fundet vejen til huset. Jeg kunne ikke lade være med, at tænke på om turister tror på, at Romeo og Julie har fundet sted og at balkonen er ægte. Jeg fandt ud af, at det var Veronas turistkontor, som har opdigtet det hele. I virkeligheden er huset bare en gammel kro og balkonen blev tilføjet i 1936. Der er også lavet en grav, hvor Julie skulle ligge begravet. Et eller andet sted synes jeg, at det er genialt fundet på, for det er med til at tiltrækker turister til Verona. Det var nu meget sjovt, at se og opleve det med egne øjne.

Udover det fik vi også set Palazzo della Regione, Scala del Regione, Torre dei Lamberti og Verona rådhus.

Marianne og jeg spiste frokost på en rigtig hyggelig restaurant og efterfølgende gik vi lidt rundt og så på forretninger inden turen gik tilbage til vores hotel. Jeg havde bare hygget mig rigtigt meget i Verona.

Da vi atter var hjemme, tog Marianne og jeg på restaurant Bastione, som ligger meget højt oppe på et bjerg. Restauranten er opkaldt efter middelalderborgen, som også ligger heroppe og som er bygget i 1508. Man skulle med en panorama lift, som var lavet af glas op til restauranten. Det tog to minutter, at køre derop. Jeg blev blæste fuldstændigt bagover, da jeg så udsigten. Det var et vildt smukt syn der mødte os. Vi nød en drink, men mest af alt nød vi udsigten over Riva del Garda og Gardasøen. Efter noget tid tog Marianne tilbage til hotellet, mens jeg besluttede mig for at spise aftensmad heroppe og se udsigten by night. Jeg ringede til Andrea og hun kom herop og spiste med mig. Da vi skulle betale for vores mad kludrede tjeneren lidt rundt i regningen, men fandt selvfølgelig ud af det. Hun sluttede af med, at sige “thank you, goodbye”. Jeg kom sådan til, at grine, for det kom til at lyde som om, at nu kunne vi godt gå. Vi blev dog og det var så smukt, at se mørket falde på og se alt lyset komme frem.

Endnu en skøn dag er nu gået på hæld og imorgen venter en sidste udflugt inden rejsen går hjem til Danmark på lørdag.





        




onsdag den 26. juli 2023

Gardasøen

Venedig

Dag 5 - onsdag 26.07. 2023

Så kom dagen, hvor jeg skulle til Venedig, hvilket sted jeg altid har drømt om at komme til. Vi skulle allerede afsted med bussen kl. 7.15, så det var tidligt op og ud af fjerene. Det ville tage tage 3 timer, at køre dertil, så hævede fødder igen efter alt det kørsel med bus. Men pyt, for nu var jeg jo på vej til Venedig, så det var bare det hele værd. Glad og meget spændt på dagen satte jeg mig godt til rette i bussen og glædede mig til, at nå frem og opleve en længe ventet drøm. 

Da vi kom frem skulle vi sejle med en lille vandtaxa til selve Venedig. Når jeg skriver “lille”, så var det virkelig en lille båd af slagsen. Da vi gik ombord måtte vi dukke os, da taget i båden var så lavt. Vi  kravlede nærmest ind og sad lidt som sild i en tønde. Det var så uvirkeligt, at sejle ind til Venedig og jeg havde da også svært ved, at forstå, at nu var jeg der virkelig. Lisbeth, vores rejseleder fortalte om dagens program og hvor vi senere skulle mødes, osv. Tiden var presset og der skulle nåes meget. Nogle gik med Lisbeth og andre gik på egen hånd. Vi skulle alle senere mødes på Markuspladsen. 

Camilla og jeg valgte selv, at gå på opdagelse i byen og det første vi gjorde var, at gå op på Rialtobroen og bare nyde synet af en livlig dag på vandet. Derefter gik vi til Markuspladsen, da vi så gerne ville se Markuskirken, som stod der og lyste så smukt op i solen. Vi stod i kø i næsten 40 minutter inden vi kom ind i kirken. Jeg var meget benovet over hvor smuk den var og samtidigt så taknemlig for, at vi nåede at se den ift. det tætpakkede program vi havde denne dag. 

Da vi havde set kirken kunne Camilla og jeg lige nå, at sidde på en lille cafe og få noget at drikke, troede vi….. Der var levende klassisk musik, så vi nød virkelig den italienske stemning. Vi ventede i over tyve minutter på, at få vores cola (ja, jeg drak cola på min ferie), så pludselig havde vi kun to minutter til, at drikke den i, da vi jo skulle mødes med Lisbeth og gruppen. Eftersom caféens beliggenhed lå på Markuspladsen og at der var levende musik blev det lidt dyrere. Vi måtte derfor hver især slippe med 150 kr. Hold nu op, hvor vi grinte over den dyre pris og over, at jeg måtte efterlade min cola, imens Camilla dog tog sin med sig. Vi nærmest løb over til mødestedet, hvor vi skulle mødes med de andre. 

Så blev det tid til dagens højdepunkt… Sejle i gondol. Camilla, Andrea, et par fra gruppen og jeg sad sammen i gondolen. Det var virkelig en sjov og ikke mindst en eventyrlig oplevelse. Det var ret uvirkeligt, pludselig selv at sidde i en gondol og blive sejlet igennem Venedig’s smukke kanaler, noget som man jo kun ser på film. Desværre sang Gondolieren ikke. Men vi spillede Lone Kellermann’s  “Se Venedig og dø”  på telefonen, så kom der i stedet for lidt musik stemning i gondolen. Det var bare så hyggeligt, at sejle i gondol. En oplevelse, som jeg sent vil glemme. 

Vi nåede efterfølgende, at spise lidt hurtigt mad inden turen gik tilbage til Riva del Garda. Vi var hjemme 19.45 og lige til aftensmad tid. Da vi havde spist gik Camilla, Ketty og jeg ned til vandet og lyttede til live musik. 

Jeg kan slet ikke beskrive i ord, hvor stor en oplevelse det har været i dag. Jeg suger bare alt ved denne helt vidunderlige rejse til mig. Jeg er fuld af begejstring  og taknemlig for alt hvad Gardasøen byder mig.

Venedig



 Markuskirken

Riva Del Garda













tirsdag den 25. juli 2023

Gardasøen

 Sirmione og Garda

Dag 4 - Tirsdag 25.07. 2023

Så er vi på farten igen, så idag gik turen til Sirmione og Garda by. Vi startede først med, at køre til middelalder byen Sirmione, som ligger på en lille halø i den sydlige del af Gardasøen. 

Vi skulle på en lille halv times sejltur rundt omkring haløen. Marianne, Karen, Birgit, Andrea, buschauffør Jørgen og jeg var i den ene af de to speedbåde, som skulle føre os tilbage i byens historieVi sejlede forbi Grotte di Catullo, som er Norditaliens største romerske ruiner. Vi kom også forbi Castello Scaligero fra 1400 tallet. Vildt imponerende, hvor velbevaret det er. Turen omfattede også Maria Callas Villa, som hun boede i da hun levede. Vi sejlede forbi en svovlkilde og her så vi lidt begrænset termiske vand boble. Til sidst fik vi en vild  oplevelse med på vejen, da kaptajnen satte gang i speedbåden, så vi nærmest fløj henover vandet. Der var italiensk musik i højtaleren, da vi sejlede i højt tempo. Vi havde det fantastisk og grinede højlydt, for det var virkelig sjovt og underholdende. 

Efter sejlturen gik vi rundt og så os omkring i Sirmione. Vi kom forbi den lille og meget smukke kirke Chiesa Di Sant’Anna Della Rocca. Jeg tændte et lys og mindedes min mor, som gik bort i 2003. Efterfølgende fandt vi et lille hyggeligt sted, hvor vi spiste frokost inden turen gik videre til Garda by. 

Bussen fortsatte så til Garda og jeg var i højt humør, da det bare været en helt utrolig hyggelig og sjov formiddag i Sirmione. Da vi kom til Garda by var der ikke noget vi skulle, udover at opleve endnu en hyggelig og charmerende by. Jeg gik lidt rundt og kiggede på butikker og på et tidspunkt mødte jeg Marianne, som jeg tilsluttede mig til. Jeg nåede lige, at spise en is, mums den var god. 

Efter, at vi havde været i noget tid i Garda by blev det tid til, at køre tilbage til hotellet. Da vi kørte gennem Garda så vi biler, som havde fået store skader i form af buler og smadrede vinduer, da der dagen før havde været voldsomt vejr med hagl på størrelse med tennisbolde. Det var lidt skræmmende, at se og pludselig begyndte det, at hagle. Jørgen kørte ind til siden, for det var jo uvist om det ville blive slemt. Heldigvis gik det ret hurtigt over og vi kunne køre videre og hjem til Riva del Garda. 

Det havde bare været en rigtig dejlig dag og igen med store oplevelser. Dagen sluttede i øvrigt af med regn og torden, hvilket jeg var fuldstændig ligeglad med, for jeg er bare helt pjattet med min ferie ved Gardasøen. Imorgen skal vi til Venedig, hvilket jeg har glædet mig allermest til. 











søndag den 23. juli 2023

Gardasøen

 Limone

Dag 3 - Mandag 24.07.2023

Så blev det mandag, feriens første dag i oplevelsernes tegn. Ret uventet startede dagen med regn, da vi sejlede fra Riva del Garda til Limone, som ligger på den vestlige søbred. 

Da vi ankom til Limone væltede det ned med regn, så vi måtte ret hurtigt købe en paraply, hvilket var lidt uvant, da man forventede sol og varme. Vi havde tid på egen hånd i Limone. Camilla, Ketty og jeg gik rundt i denne lille by, som bare osede af hygge. Også selvom vejret ikke var med os. 

Vi startede da også med, at søge i læ for regnen. Så vi gik ind på en lille cafe for, at få noget at drikke. Wow, sikke et syn der mødte os på denne cafe. Pizza og atter pizza, der lå der i caféens glasmontre. Her var da virkelig tale om italiensk pizza og selvom jeg egentlig ikke var sulten kunne jeg bare ikke modstå, at købe et stykke med ost og skinke. Selvfølgelig var smagen fudstændigt fantastisk og ikke mindst autentisk. Herefter gik vi videre i byen og indimellem tittede solen frem, men det var nu mest regnen der denne dag havde taget over i Limone. 

Der var nu så hyggeligt i Limone med mange små butikker og dem nød vi selvfølgelig godt af. Også selvom det nu var de samme ting fra butik til butik. I de fleste af butikkerne kunne der købes gule sæbe, som selvfølgelig var formet som citroner og duften af dem var da hellere ikke til at tage fejl af, men sikke en herlig duft af frisk citron.

Hen på eftermiddagen sejlede vi tilbage til Riva del Garda. Da vi var kommet til hotellet gik vi alle hver til sidst. Nogle nød lidt, at drikke i hotellets café, mens andre gik lidt rundt i byen. Vejret var stadig ikke for godt og da vi allesammen spiste aftensmad var vejret virkelig blevet voldsomt. Det væltede ned med regn og det tordnede og lynede. Vi havde det nu sjovt under middagen og tjenerne lavede pjat ved vores bord. Ved ikke ikke helt hvorfor, men vi kom ind på hvodan man siger skål på andre sprog. Jeg fortalte den ene tjener, at jeg kunne sige “skål” på tunesisk. Han grinte og hentede sin kollega, som åbentbart kom fra Tunesien. Han var vist lidt overrasket over, at jeg kunne dette ord og troede samtidigt, at jeg kunne meget mere af sproget. Jeg grinede og sagde at det var det eneste ord jeg havde lært, da jeg år tilbage havde været i Tunesien. Selvom det i virkeligheden var en ret fjollet snak havde det nu været meget sjovt og der blev grinet meget. 

Der skete ikke meget mere denne dag, da det ikke var det bedste vejr at gå en aftentur i. Tilbage på værelset grinede jeg for mig selv og tænkte, sikke dog en begivenhedsrig dag det havde været, trods regn og torden. Imorgen skal vi på tur til Sirmione og Garda.




Gardasøen

Gardasøen

Dag 2 - Søndag 23.07.2023

Den følgende morgen fortsatte turen videre og gennem Sydtyskland, Østrig via Brennerpasset mod Italien, for til sidst at nå Gardasøen. Denne del af busturen ville blive en smuk rejse, da vi skulle køre gennem Alperne, som er grænsen mellem Italien og Østrig.

Undervejs øsede vores rejseleder Lisbeth ud af sin store viden om interessante steder, som vi passerede. Da vi havde kørt i en del timer blev det tid til frokost, som vi indtog i Innsbruck og derefter gik turen videre mod Italien. Der var fortsat en god stemning i bussen med hygge og snak mellem sæderne i bussen. Jeg talte efterhånden mere og mere med Camilla og Ketty, som sad bag mig i bussen. Det var noget så hyggeligt og der blev grint meget. 

Vi ramte en lang kø på motorvejen, hvilket selvfølgelig kom til at betyde en endnu længere rejsetid, men omvendt gjorde det mig ikke noget, for jeg havde da en “fest” i bussen med godt selskab. Selvom jeg glædede mig vildt meget til, at komme til Gardasøen kunne der jo hverken gøres fra eller til, så man måtte jo bare være tålmodig og nyde turen og de smukke Alper vi kørte igennem. 

Efter 29 timers kørsel og 9 timers overnatning i Midttyskland nåede vi Riva Del Garda ved Gardasøen. Godt træt, men glad fik jeg mit hotelværelse og fik pakket ud. Derefter skulle vi mødes på hotellets tagterrasse, hvor vi blev budt velkommen med lidt at drikke. Sikke en smuk udsigt der var over Riva Del Garda fra tagterrassen. Nu var jeg kommet til Gardasøen og ih altså hvor var jeg dog spændt på alt det der ventede mig.

Vi spiste aftensmad i hotellets restaurant kl. 20.00 og her blev der serveret en 3 retters menu. Jeg delte bord med Camilla og Ketty, hvilket skulle være vores faste pladser hele den kommende uge. Det havde jeg jo bestemt ikke noget imod, for vi havde det virkeligt sjovt sammen.

Efter middagen gik jeg tilbage til mit værelse og var simpelthen bare så træt. Tænkte på den lange, men sjove bustur og hvor vildt det var, at opdage at vi havde spist morgenmad i Tyskland, frokost i Østrig og aftensmad ved Gardasøen. Det var da en oplevelse, der ville noget. Slut for idag og tid til, at sove, så jeg er frisk og udhvilet til morgendagens første udflugt til Limone.










lørdag den 22. juli 2023

Gardasøen

 Gardasøen

Dag 1 - Lørdag 22.07.2023

I år gik min sommerferie til Gardasøen, hvilket sted jeg altid har ønsket mig at komme til. Da jeg skulle rejse alene valgte jeg derfor en ny rejseform, med bus. Riis Rejser har nogle fantastiske busrejser med udflugter og meget mere. Drømmen om, at komme til Gardasøen gik derfor i opfyldelse med Riis Rejser.

Jeg var meget spændt, men også lidt nervøs, da dagen kom hvor jeg skulle afsted. Bussen kørte først til Kolding og herfra skulle der skiftes til den bus, som kørte videre til Gardasøen. Det var en fantastisk tur gennem Tyskland og eftersom vi kørte i så mange timer i bus begyndte vi “rejsende” så småt at lære hinanden at kende. Nogen snakkede man selvfølgelig mere med end med andre, men generelt var der en rigtig god stemning hos os allesammen. Tror, at der måske var nogen der synes at jeg snakkede meget, hvilket jeg også er kendt for i mine daglige omgivelser. Stakkels dem, at de skulle høre på mit sludrechatol i så mange timer ;-)

Jeg kom i snak med Camilla, som rejste med sin mor Ketty og Marianne som rejste alene. Der blev snakket, grint og sovet undervejs. Lisbeth, vores rejseleder var med på hele rejsen og hun sørgede godt for os med diverse drikkevare i bussen og med sit gode humør. Hvis der er nogen derude, som er vilde med lumumba drinks, ja så skal du/I tage en busrejse med Lisbeth, for hold nu op hvor laver hun gode lumumba, Og så skulle jeg da jeg lige hilse og sige, at der bestemt ikke er sparet på cognac ;-)

Vi holdte selvfølgelig mange stop, så der blev set mange rastepladser og snoldet lidt søde sager til turen. Da vi nåede frem til byen Untergeis Hessen spiste vi aftensmad på et lille hyggeligt hotel og til stor glæde for nogle af os blev der serveret wienerschnitzel med tilbehør, mums hvor smagte det godt.

Efter at vi havde spist, fortsatte turen så videre til vores overnatnings hotel i Nürnberg. Jeg mærkede bare en enorm glæde, da jeg sad i bussen og den lange bustur gjorde mig slet ikke noget, for jeg synes at denne rejseform var fuldstændig fantastisk og det var så hyggeligt at være sammen med hele rejse gruppen. Så jeg lænede mig godt tilbage og nød det sidste eller rettere sagt det sidste lange stykke vej til hotellet. Det blev til 17 timers buskørsel denne første dag.

Træt, men glad og velankommet til Best Western Hotel Nürnberg blev det tid til dagens reflektion. Jeg sad på mit værelse og smilede for mig selv, for det havde virkelig været en rigtig god dag og jeg havde en følelse af, at det ville blive en eventyrlig rejse med store oplevelser. Jeg kunne slet ikke forstå, at jeg var på vej til Gardasøen, som jo havde været et stort ønske i mange år og at ønsket imorgen bliver til virkelighed. Træt og overvældet af dagens indtryk lagde jeg mig til ro.