Så nåede vi til vejs ende på vores 6 dages busrejse til Bornholm. Da vi havde spist morgenmad, gik turen til Rønne, hvor vi havde halvanden time til at se lidt af byen. Vi nåede af gode grunde ikke, at se så meget af byen, så det blev til en cafe latte på Cafe Brazz på Store Torv. Efterfølgende gik vi lidt rundt og kiggede på forretninger. Selvom vi ikke havde så meget tid i Rønne, tror jeg egentlig heller ikke, at vi er gået glip af det helt store. Jo, byen er da meget hyggelig, men slet ikke på samme niveau som alle de andre steder på øen vi har besøgt. Omvendt kunne vi tilføje Rønne som en besøgt by og det var egentlig fint nok. Bussen samlede os op og vi sejlede med færgen til Ystad i Sverige og derfra kørte bussen videre til Tåstrup station, hvor vi tog toget til Valby. Det har været en helt igennem fantastisk og oplevelsesrig tur, som har ført os vidt omkring på Bornholm. Vi har været på udflugter i syv timer hver dag og det har betydet, at vi har set rigtigt meget. Jeg har virkelig nydt hvert et øjeblik af den skønne ø. Farvel til det dejlige Hotel Balka Strand og ikke mindst til smukke Bornholm, som har beriget mig med store oplevelser. Tak til Hanne og Sten, som har delt denne tur med mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar