Stod op tidligt og spiste morgenmad med Hanne og Sten. De valgte, at holde fri i dag, så jeg tog alene afsted til Christiansø med Gislev rejser. Da vi sejlede ud fra Gudhjem Havn, stod det lokale havnekor på molen og sang færgen afsted. En sang, der specielt er skrevet til koret: "Der sejler altid både tilbage til Gudhjem". Det var nu. rigtigt hyggeligt og de vinkede til os, imens de sang. Sejlturen tog ca. en time og jeg sad på soldækket og nød morgensolen. Vores buschauffør, som også er vores guide, viste os rundt på Frederiksø og fortalte lidt om øen. Vi så blandt andet Fængslet Ballonen fra 1825, som idag fungere som vandrerhjem. Derefter gik vi over broen til Christiansø, hvor vi gik på egen hånd. Begge øer er fredet og der bor ca. 100 mennesker, der er en skole med plads op til 15 elever og som iøvrigt er Danmarks mindste skole. Der er en lille kirke og en kirkegård, der dog ikke ligger samme sted. Jeg gik lidt omkring og så den imponerende natur med den gamle fæstning, ringmure, bygninger og fugle. Efter at have indtaget en lettere frokost begav jeg mig op i Store Tårn, fæstning fra 1600- tallet. Det er lige blevet restaureret og bruges idag til kunst og kulturelle oplevelser. Efter to timer på øerne gik turen så tilbage til Gudhjem og jeg sad igen på sodækket, hvilket var en kold fornøjelse. Det dejlige og solrige vejr, som vi havde haft, da vi sejlede til Christiansø var nu erstattet med lidt blæst og kulde. Sidder lige nu i bussen på vej til Hotel Balka Strand og i skrivende stund er jeg godt træt efter endnu en god dag i naturen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar