søndag den 30. juli 2017

Bornholm, dag 6 - Fra Rønne til København

Så nåede vi til vejs ende på vores 6 dages busrejse til Bornholm. Da vi havde spist morgenmad, gik turen til Rønne, hvor vi havde halvanden time til at se lidt af byen. Vi nåede af gode grunde ikke, at se så meget af byen, så det blev til en cafe latte på Cafe Brazz på Store Torv. Efterfølgende gik vi lidt rundt og kiggede på forretninger. Selvom vi ikke havde så meget tid i Rønne, tror jeg egentlig heller ikke, at vi er gået glip af det helt store. Jo, byen er da meget hyggelig, men slet ikke på samme niveau som alle de andre steder på øen vi har besøgt. Omvendt kunne vi tilføje Rønne som en besøgt by og det var egentlig fint nok. Bussen samlede os op og vi sejlede med færgen til Ystad i Sverige og derfra kørte bussen videre til Tåstrup station, hvor vi tog toget til Valby. Det har været en helt igennem fantastisk og oplevelsesrig tur, som har ført os vidt omkring på Bornholm. Vi har været på udflugter i syv timer hver dag og det har betydet, at vi har set rigtigt meget. Jeg har virkelig nydt hvert et øjeblik af den skønne ø. Farvel til det dejlige Hotel Balka Strand og ikke mindst til smukke Bornholm, som har beriget mig med store oplevelser. Tak til Hanne og Sten, som har delt denne tur med mig. 





lørdag den 29. juli 2017

Bornholm, dag 5 - Christiansø og Frederiksø

Stod op tidligt og spiste morgenmad med Hanne og Sten. De valgte, at holde fri i dag, så jeg tog alene afsted til Christiansø med Gislev rejser. Da vi sejlede ud fra Gudhjem Havn, stod det  lokale havnekor på molen og sang færgen afsted. En sang, der specielt er skrevet til koret: "Der sejler altid både tilbage til Gudhjem". Det var nu. rigtigt hyggeligt og de vinkede til os, imens de sang. Sejlturen tog ca. en time og jeg sad på soldækket og nød morgensolen. Vores buschauffør, som også er vores guide, viste os rundt på Frederiksø og fortalte lidt om øen. Vi så blandt andet Fængslet Ballonen fra 1825, som idag fungere som vandrerhjem. Derefter gik vi over broen til Christiansø, hvor vi gik på egen hånd. Begge øer er fredet og der bor ca. 100 mennesker, der er en skole med plads op til 15 elever og som iøvrigt er Danmarks mindste skole. Der er en lille kirke og en kirkegård, der dog ikke ligger samme sted. Jeg gik lidt omkring og så den imponerende natur med den gamle fæstning, ringmure, bygninger og fugle. Efter at have indtaget en lettere frokost begav jeg mig op i Store Tårn, fæstning fra 1600- tallet. Det er lige blevet restaureret og bruges idag til kunst og kulturelle oplevelser. Efter to timer på øerne gik turen så tilbage til Gudhjem og jeg sad igen på sodækket, hvilket var en kold fornøjelse. Det dejlige og solrige vejr, som vi havde haft, da vi sejlede til Christiansø var nu erstattet med lidt blæst og kulde. Sidder lige nu i bussen på vej til Hotel Balka Strand og i skrivende stund er jeg godt træt efter endnu en god dag i naturen. 








fredag den 28. juli 2017

Bornholm, dag 4 - Fra Østerlars Kirke til Gudhjem

Dagens udflugt startede med, at vi kørte til Østerlars, hvor vi skulle se den største og ældste af Bornholms fire runde kirker. Det var spændende, at se Østerlars Kirke, virkelig en smuk kirke. Derefter kørte vi videre til Allinge Havn, hvilken by der iøvrigt hvert år afholder det populære Folkemøde. Her havde vi en lille pause og nød først en is og derefter gik vi en lille tur ved havnen. Så fortsatte turen til Helligdoms klipperne i Rø og igen skulle vi gå ned af mange trapper, for blandt andet, at se dybe grotter og ikke mindst den Sorte Gryde. Jeg nåede kun ned af alle trapperne og op igen, så jeg havnede derfor heldigvis ikke i gryden. Det var smukt, at stå dernede for enden af trapperne og se op på de 20 meter høje klipper. Vores sidste besøg var i Gudhjem, hvor vi skulle være i 2 timer. Og vi var heldige, for der var sol over Gudhjem. Vi spiste frokost i Gudhjem røgeri,  som bestod af en fiskebuffet af alverdens lækkeriere fra havet. Det smagte fantastisk og efter vi havde spist gik vi mætte og tilfredse derfra. Vi gik lidt rundt i Gudhjem og nød den hyggelige og smukke by. Så gik turen tilbage til hotellet, hvor jeg nød eftermiddags solen ved swimmingpoolen. Det er helt vildt, hvor meget vi på så få dage har set af Bornholm, har nydt hvert et øjeblik i fulde drag. Imorgen går turen til Christiansø og Frederiksø og hvor jeg dog allerede glæder mig. 



torsdag den 27. juli 2017

Bornholm, dag 3 - Natur og serværdigheder

Efter vi havde spist morgenmad skulle vi atter på en udflugt med Gislev rejser. Solen valgte, at titte frem fra morgenstunden og det var rigtigt dejligt, da vi skulle sejle rundt omkring Hammer Havn. Vi sejlede ind i den 70 meter dybe klippehule Våde Ovn, hvilket var en meget fin oplevelse. Derfter sejlede vi forbi klippeformationerne: Løvehovedet, kamelhovederne og forbi Danmarks største fuglefjeld. Det var en utrolig smuk sejltur og vi nød samtidigt, at vi havde vejret med os. Efter sejlturen fortsatte vi til Opalsøen, som jeg ikke synes var noget specielt, men den skulle jo ses. Selvfølgelig skulle vi til Hammershus, som er Nordeuropas største borgruin og som ligger på toppen af en 74 meter høj klippe. Det var spændende, at gå mellem ruinerne og se hvor godt velbevaret det er. Der er en utrolig smuk udsigt over havet fra Hammershus. Vi tog derefter videre til Jons Kapel, kaldet en tør ovn i den fritstående klippe Jons kirke. Jeg valgte, at gå ned af de 172 trappetrin, for at se det, men opgav det, da resten af gåturen forgik på klipstykker og det ville ikke være godt for mit knæ. Men jeg fik da alligevel en del motion ved, at gå op og ned af trapperne. Sidst på turen så vi knudsker stenbrud. Træt og og en oplevelse rigere gik turen tilbage til Hotel Balka Strand, hvor vi slappede af til vi skulle spise aftensmad kl. 19.00. 





onsdag den 26. juli 2017

Bornholm, dag 2 - Almindingen, Svaneke og Dueodde

Udflugten idag startede i Almindingen, hvor vi først besøgte Ekkodalen, som er øens største sprækkedal. Derfter kørte vi videre til Rytterknægten, som er Bornholms højeste punkt. Stentårnet er 172 m højt over havet og selvom jeg har et dårligt knæ kunne jeg alligevel ikke modstå, at gå derop og se udsigten over Almindingen. Så gik turen videre til Svaneke, hvor vi havde tid til at ose lidt. Vi kunne selvfølgelig ikke tage videre uden, at have fyldt en pose med bolsjer fra Bolsjeriet. Svaneke er en hyggelig by med meget charmerende huse og en stor havn. Vi fortsatte videre til Svaneke Røgeri, hvor vi nød en dejlig og let frokost. Sidste stop på dagens udflugt var Dueodde, Bornholms sydligste spids, som er kendt for sit meget fine hvide sand. På vej hjem, valgte jeg at stå af bussen i Snogebæk for, at gå langs stranden tilbage til hotellet. Jeg elsker simpelthen, at gå ture på stranden og så samtidigt lytte til havets brusen.  Virkelig en skøn tur, som tog en halv times tid. Det kan godt være, at det har regnet og at solen derfor ikke just har været fremme, men det har ikke forhindret os i, at nyde en fantastisk dag i oplevelsernes tegn. 





tirsdag den 25. juli 2017

Bornholm, dag 1 - Ferie på Solskinsøen

Dette års sommerferie går til Bornholm med Hanne og Sten. Jeg har kun en enkelt gang været der med skolen i 7 klasse, men kan ikke rigtigt huske noget fra turen. Så jeg har virkelig glædet mig til at opleve Bornholm. Vi havde valgt, at købe en færdig pakket tur gennem Gislev Rejser, som inkludere bus, fem overnatninger på Hotel Balka Strand i Nexsø, halv pension, samt udflugter hver dag. Hotellets beliggenhed kunne bare ikke ligge bedre, grønne omgivelser og tæt ved strand. Jeg har mit eget dobbelt værelse, så jeg har dejlig meget plads og er samtidigt nabo til Hanne og Sten's værelse. Vel ankommet til hotellet, var det tid til aftensmad, som denne første aften bestod af en stor buffet med lidt af hvert. Da vi havde spist, gik vi tilbage til vores værelser, hvorefter vi satte os ud på Hanne og Stens terrasse og bare nød, at vores ferie på Bornholm var påbegyndt.